Her i Kristi Himmefartsdag har hele familien været på besøg hos mormor og morfar i det nordjydske sammen med vores moster Cath. Det var så hyggeligt og jeg elsker at hygge heroppe i det jyske. Alting er lidt mere roligt og rart og så giver det plads og tid til at lave masser af madeksperimenter.

Det var i sin tid min far der lærte mig at lave mad og jeg synes stadig det er noget af det hyggeligste når vi to er i køkkenet sammen med en god flaske vin og så bare bruger masser af tid på at snakke mad og eksperimenterer.

Denne gang havde vi traditionen tro været i Hirthals ved havnen og fået friskfangede torsk og rødtunger. Der findes ikke noget bedre end frisk fanget fisk der dufter af havvand og som smager så frisk og delikat.

FullSizeRender

Inspireret af en kogebog fra 2005 – “Herregårdsliv på Steensgaard” ville vi lave ristet torsk.

IMG_3357

Selvom mormor passede børnene ender de ALTID ude i køkkenet med mig og vil rigtig gerne være med. Olivia hjalp med at klippe finnerne af torsken og vi snakkede om hvorfor fisk har slim og meget mere. Oskar blev bange for torsken, så han strøg ind i stuen igen for at lege med sin brandbil.

Men det her med at fordybe sig i langstrakte eksperimenter og æstetikken ved mad er lidt en by i Rusland med to baryler der hopper rundt og som pludselig er meget sultne. Så selvom opskriften foreskrev marinerede jordskokker istedet for kartofler og en fond der kogte i en time, så lykkedes det alligevel med lidt fantasi og nogle “short-cuts” at komme i mål med en virkelig lækker ret til en spisetid der var acceptabel for børnene.

Vi startede med at filettere torsken og skar nogle pæne stykker ud. Disse blev let saltet.

FullSizeRender-2

Fiskehovederne fra rødtungerne kom i en gryde med et skalotteløg, to gulerødder, laurbærblade, 10 peberkorn, friske krydderurter som timian, purløg, og oregano samt en halv flaske beaujolais vin og en god sjat portvin. Det hele kogte livligt i et kvarter. Så siede jeg det hele og kogte resten ind mens jeg forberedte kartoflerne.

FullSizeRender-1

Kartoflerne (kunne ikke få jordskokker) skar jeg ud i tern af 2 x 2 cm og kogte dem i letsaltet vand. Så siede jeg vandet fra kartoflerne og blandende 2 spsk fulde olivenolie med 1 dl hvidvin og finthakket salvie og hældte kartoflerne, der stadig var varme over i dette. Så sugede kartoflerne alt den lækre smag fra hvidvin og olie og krydderurt og blev meget mere interessante end alm kogte kartofler.

Saucen var stadig alt for tynd på dette tidspunkt, men ungerne skulle have mad, så jeg rundede den af med en halv citron, lidt tomatpuré og så jævning. Ja jeg tyede til jævning:) Med små børn må det være det muliges kunst:-).

Torsken blev stegt i smør og olivenolie på skindsiden ( den skal IKKE vendes) og fik på panden til den lige blev hvid på toppen.

Herefter anrettede jeg med sauce på varme tallerkner (der er ikke noget værre end varm lækker mad der bliver lynhurtig kold fordi det kommer på kolde tallerkner) og ovenpå saucen kartoflerne og ovenpå igen den stegte torsk. Det hele blev pyntet med brøndkarse.

FullSizeRender-3

Det blev en super ret og selvom jeg var skeptisk med rødvinssauce til fisk så blev jeg overrasket. Kombinationen af de syltede kartofler og den syrlige sauce med det sprøde torskeskind og den milde ferske torsk var virkelig god.

Jeg lavede mad til 5 men mængderne er afpassede til 4 personer som hovedret, da vi også fik forret.

Opskrift: 

Syltede kartofler:

500g kartofler skrællet og skåret i 2 x 2 cm tern

1 dl hvidvin

1 dl olivenolie

kviste af krydderurt – enten salvie eller rosmarin

salt og peber

Sauce:

3 fiskehoveder

rodfrugter – hvad man nu har ca 300 g

1/2 flaske Beajolais

en god sjat portvin

laurbærblade

2 tsk tomatpure

friske krydderurter

1/2 citron

salt og peber