Da Danmark lukkede ned på grund af corona og alle blev bedt om at blive hjemme og kun købe ind en person af gangen eksploderede online indkøb. Nemlig.com samt Coop var lagt ned.
I vores familie har jeg faktisk længe brugt nemlig men jeg har sjældent en egentlig madplan da jeg er utrolig momentan og lyststyret, når det kommer til mad. Hvis jeg har planlagt at vi skal have stegt torsk torsdag er det meget muligt, at jeg vågner op torsdag og tænker, at jeg slet ikke har lyst til stegt torsk.
Derfor er middagene hjemme hos os altid uforudsigelige og som regel noget jeg finder på, når jeg kører hjem fra arbejde eller mens jeg laver morgenmad eller lignende. Det gør indkøb på forhånd svært, da jeg er så impuls styret. Så jeg handler ofte små ting ind her og der.
Jeg køber ofte forskellige slags kød på forhånd og også fisk. Her i corona tiden har jeg været helt fantastisk glad for at købe fisk hos fiskerikajen. Jeg går meget op i, at det mad vi spiser herhjemme er ordentlig mad og jeg støtter meget op om at fisk er bæredygtige og af god kvalitet og netop det kan Fiskerikajen give mig. Derudover har jeg købt kød hos Tulip Dyrbar. Det er kød og udskæringer som de ofte sælger til restauranter men i disse tider ikke kunne sælge, da alle restauranter var lukkede. Kødet har en virkelig god smag og kvalitet og der var spændende udskæringer såsom edderkoppen, som jeg kunne eksperimentere med.
Så i corona tiden købte jeg således fisk og kød hos hhv Fiskerikajen og Tulip. Basisvare købte jeg hos Nemlig.com. Vi forsøgte så vidt muligt at undgå butikkerne hvilket udfordrede mig på, hvad jeg kunne lave til aften, for nogle gange lå der bare et trist halvt spidskål og nogle grønne asparges og måske lidt cremefraiche og kiggede på mig i køleskabet. Så vidste jeg at jeg havde noget dejlig fisk i fryseren eller kød. Det bedste jeg ved er at gå i køkkenet og lægge alle de tingene frem, drikke et glas vin og eksperimentere. Det er der, hvis jeg selv skal sige de,t kommet mange gode retter ud af og her i corona tiden har jeg haft mere tid til at fermentere, røge, sylte, og sanke sjove ting, som kunne bruges i maden. Jeg har brugt, hvad jeg havde i haven såsom asparges, hvad jeg kunne finde i skoven såsom ramsløg og hvad der lå på bunden i grøntsags skuffen.
Da jeg var ung og vi ikke havde børn kørte min mand og jeg Frankrig og Italien tyndt. Vi spiste og drak og igennem begge lande med stor begejstring. Efter vi fik børn som nu er 6 og 8 rejser vi ikke rundt på samme måde og godt det samme. Det var nok ikke blevet det samme men jeg er utrolig glad for de oplevelser jeg fik dengang. Siden vi fik børn har vi ofte ferieret i Italien og lejet et hus på en bondegård – et agriturisimo. Det passer perfekt til mig. Jeg gider nemlig godt lave mad på ferien😊. Så kan vi tage ind til de små byer og gå på markeder og blive fuldstændig forelsket i de helt friske sølvgrå sardiner, som jeg med det samme ser grillet med rosmarin, groft havsalt og masser af frisk citron. Vi kan købe en lækker cote de boef eller nogle gode kødfyldte pølser og mærke duften i næseborene af den træfyrede grill og olie penslen jeg laver af timian og rosmarin plukket ved siden af huset. Vi kan købe solvarme tomater, mini courgetter og fennikel klar til at blive grillet eller lavet til en frisk salat med en dressing af god olivenolie og balsamico.
Jeg elsker at skabe nye retter og lade min fantasi råde. Tiden hjemme fra arbejde i corona tiden gav mig masser af tid til at have det sjovt i køkkenet. Nogle gange sammen med børnene, hvor de fik lov at lave deres egne retter og eksperimentere med smage og andre gange bare mig med god musik og total selvhygge.
Den anden dag fandt jeg en røgeovn i garagen, som jeg vist engang fik i fødselsdags gave men så blev væk i det kaos, der hersker i vores garage. Jeg kiggede i fryseren og fandt 4 hele rødspætter. I haven var der masser af friske sprøde jordbær rabarber og i grøntsags skuffen en håndfuld kartofler af forskellige størrelser og lidt romaine salat.
Så menuen den dag blev frisk røgede spætter med rabarber kompot med fennikel frø, kogte kartofler med kryddersmør og lidt frisk salat med en håndfuld kogte ærter og en vinaigrette. Forårsmad😊.

Nu er der nok nogle der tænker, at det der med at røge spætter lyder lidt langhåret og hvordan gør man lige det… Det kan gøres i grillen med samme gode resultat og ellers kan man jo også bare stege dem i smør på panden, det blive det ikke mindre godt af.

Her er i hvert fald min opskrift på røgede spætter.
Røgede hele rødspætter med små asparges kartofler, kryddersmør og rabarber kompot
Sværhedsgrad: Middel
1,5 time
Personer: 4

Røget rødspætter:
4 rødspætter rensede og flåede
Groft salt og røgeflis

Tør fiskene godt og drys groft salt i bunden af et fad. Læg fiskene ovenpå saltet og drys salt ovenpå fiskene også. De skal være godt dækket med salt ovenpå. Så sættes fad med fisk i køleskab i en time. Mens fiskene salter forberedes rabarber kompotten.

Rabarberkompot:
6 store stilke rabarber
8 spiseskefulde sukker
1 tsk fennikel frø
En kvart dl Granatæblesirup
1 spsk vand

Skær rabarber i skiver af ca 1 cm. Læg dem i en gryde tænd for blusset og hæld 1/4 dl granatæblesirup på samt en 1 spsk vand. Tilsæt fennikelfrøene og sukker og lad det hele koge mørt og ind til det bliver til en blød velsmagende kompot som smager mildt af lakrids.
Nu skal grillen tændes eller du skal tænde kullene til at lægge i din røgeovn.
Lav nu kryddersmør.
Kryddersmør:
En halv pakke smør (jeg bruger ofte en hel da kryddersmørret kan gemmes til kartofler, brød, kød, fisk og alt muligt andet)
En håndfuld af en blanding af frisk timian, ramsløg, citronskal.
Rød det hele sammen og sæt det på køl.
Gør kartoflerne klar ved at skrubbe dem godt. Jeg skræller aldrig kartofler, da jeg godt kan lide dem med skræl.

Tag nu fisken ud og skyl saltet af. Tør fiskene godt og krydder med peber og sæt dem på kroge hvis du bruger en røgovn. Ellers læg dem i en fiskerist.
Sæt kartoflerne over. Jeg giver små asparges kartofler når de er kommet i kog 7 minutter. Så slukker jeg og lader dem stå i 7 minutter i kogevandet.

Når kullene er klar lægges en håndfuld røgeflis på kullene og så lægges fisken på grillen på indirekte varme eller kullene kommes i røgeovnen og når røgeovnen er varm kommes røgeflis i bunden af ovnen. Så grilles eller røges fisken i ca 20 min til den er gylden og lækker. Da jeg brugte vores røgeovn valgte jeg at stege spætterne hurtigt i smør bagefter på panden for lige at give dem lidt mere varme, da min røgeovn gik ud i starten.

Fisken serveres med de kogte kartofler den afkølede rabarberkompot og kryddersmør. Fantastisk sommermad og et glas kølig hvidvin eller rosé er ikke at fornægte.